40 år i en oase

40 år i en oase

Rie Grønkjær har boet i Gadehavegård siden 1981. Hun har derfor før set kvarteret blive bygget op og befolket med nye familier.

Hun var en af de beboere, der har talt med Anne Clementsen fra CFBU, som vi interviewede i sidste nyhedsbrev (læs her)

Rie Grønkjær flyttede for snart 40 år siden lige ovre fra den anden side af gaden, Gadevang. Dengang i starten af firserne blev det kaldt en `En oase i storbyen´ i reklamerne. Det grinte Rie af dengang. I dag, har hun stadig let til latter, men ghettoplanen gør hende bekymret for fremtiden.

Tæt på natur, netværk og naboer

Der er jo sket meget alle vegne på de 40 år fortæller Rie. Jeg kan godt lide at bo her – også med dem der bor her, jeg er ikke racist. Det var en helt anden sammensætning af beboere dengang. Og det var billigt.

I dag giver ægteparret det firedobbelte i husleje knap og nap. Men selvom huslejen er steget gennem årene er de blevet boende. Det er der tre gode grunde til: Deres arbejde lå tæt på, de er fem skridt fra naturen, og så har de lært flere og flere at kende.

Rie Grønkjær har boet i 40 år i Gadehavekvarteret.

Dem man kan regne med

Vi kan godt lide at være herude og har venner og bekendte her. De der nære netværket, som holder øje med én. I Onsdagscaféen, hvor man møder andre. Og, hvis der er noget, så kan man hjælpe hinanden, f.eks. med at handle

Vi er ikke helt unge mere,
så vi har ikke andet end netværket.
Dem kan man ligesom regne med.

Det var egentlig først da Rie holdt op med at arbejde, at hun kom meget mere i snak med folk. Hun begyndte at kommer i bankoklubben og onsdagscaféen i Beboerhuset. Og ligesom sin mand går de til træning i TiK.

Det aktive ægtepar har også tid til at tage i deres sommerhus, som de fik i 2003, og som ligger ved siden af Lalandia. Så kan den nu voksne søn, der bor på Falster i dag, også komme forbi.

Nogle underboer hjalp os med at passe min søn, da han var lille. Det var en stor hjælp. Det der med, at man kender folk betyder jo, at man snakker sammen.

Oppe ovenpå bor der en familie fra Afghanistan
og i stuen bor der nogle fra Tyrkiet og Danmark.
Det er søde og rare mennesker.

– Vi har rejst meget, og så har vores naboer altid passet på vores lejlighed. Så jeg kender mange herude og har lært flere og flere at kende hen ad vejen.

Kan ikke lade være med at blande sig

Ægteparret kommer også til beboermøderne. De er altid med fordi de gerne vil følge med i det beboerdemokratiske, som er en del af at bo almennyttigt. Og så ved Ries mand meget fra fagforeningen.

– Min mand kan ikke lade være med at blande sig, for man kan jo ikke gøre vrøvl, hvis man ikke møder op til de beboerdemokratiske møder. Desværre er det jo de samme, der kommer.

De kan godt lide at bo her, og de kunne godt flytte, hvis vi ville.

Ægteparret er blevet skrevet op flere steder, for de er bekymrede for fremtiden. Og så synes de at udviklingsplanen er uretfærdig, for alle skal have tag over hovedet.

Pensionister Rie Grønkjær er bekymret for fremtiden

 

Udviklingsplanen gør Rie nervøs og hun synes at beboerne bliver uretfærdigt behandlet af politikerne, der har vedtaget den.

– Det er jo ikke os, der er statistikkerne. Vi har passet vores job og tjent penge. Det er ikke min skyld at udviklingen er som den er.

Og det er jo bare statistik.
Det har jo ikke noget at gøre med,
hvordan vi har det.

Rie synes Gadehavegård er en dejlig bebyggelse, som bliver holdt pænt. Hun kan i det hele taget ikke forstå ghettostemplet.

– Jeg er ligeglad med, hvad vi bliver kaldt, der skal stadig være plads til alle. Alle vegne er der nogle, der skejer ud. Men skal de bo på gaden? Jeg synes stadigvæk, at alle skal have tag over hovedet.

Man skulle tro, at den dér ghettoplan
er noget politikerne har lavet
på Bornholm i en brandert.

De sidste år bliver utrygt

Selvom Rie og hendes mands opgang skal rives ned, og de derfor skal genhuses permanent, har de besluttet, at de allerhelst vil blive boende.

De har talt med Søren Thiessen fra genhusningskontoret og fået skrevet deres ønske om en ældrebolig op. De har også ønsket at de ikke vil bo i stuen, og at der skal være elevator og altan, fordi de ikke kan undvære frisk luft. De to pensionister vil kunne sidde ude i fred og ro. Men fremtiden er usikker.

– Hvis de bare ville sige: Det skal du ikke være, du får en lejlighed lige derovre. Hvis vi havde fået af vide, hvor vi skal bo fra starten af, så havde det været bedre. Eller hvis de havde sagt, det kan ikke lade sig gøre.

Vi lider ingen nød.
Men vi kan godt lide at være her.
Vi føler os trygge her.

Ægteparret har undersøgt priserne i byen, men de vil ikke betale for en lejlighed der er 4000 kr. dyrere hver måned. Så ventetiden og pengene skaber utryghed

Vi har fået af vide, at vi skal betale for at sætte lejligheden i stand, hvis vi skal flytte. Jeg følger mig bondefanget fordi vi skal betale, hvis vi flytter herfra nu. Så får man det dårligt. Nu bliver de sidste år af ens liv utrygt.

Det ville ikke genere Rie, at der kommer 60% ejere og 40% lejere i fremtiden

Vil leve og dø i Gadehavegård

De er skrevet op flere steder. Det mener de er nødvendigt. For de kan ikke bare sidde med hænderne i skødet, og de vil ikke bo hvor som helst.

– Ind i mellem tænker jeg: Så må vi betale det dyre og ellers flytte udenfor Høje-Taastrup kommune.

Men ægteparret vil ikke flytte efter at have boet snart 40 år i `oasen i Gadehavekvarteret´ – fem skridt fra naturen og med et stort netværk af naboer og venner, som de kan regne med.

Jeg troede ikke, at jeg rent faktisk ville være så påvirket af det. Jeg er faktisk ret hårdfør. Men det her går mig på, fordi – og nu vender vi tilbage til alderen igen – men det handler om, hvordan vil du leve resten af dit liv. Jeg vil gerne bo her og også dø i Gadehavegård. Det vil vi.

Her i huset taler vi om, at det er fordi det er en konservativ kommune som vil have de rige ind. Men hvis vi kunne låne i banken, så ved jeg ikke om vi ville købe, vi kan lide at bo til leje. Og nu er vi for gamle, selvom vi var velhavende engang.

De nye skal bare sige hej

Så hvis de blev, så ville det ikke genere Rie, at der kommer 60% ejere og 40% lejere i fremtiden.

  • Det har aldrig været noget problem for mig, at snakke med folk. Vi vil jo altid være lejere og ejere. Men vi føler ikke, at vi er ringere af den grund. Hvis man bare sørger for, at vi bliver blandet, så vil jeg ikke have det dårligt med det.

Jeg er meget spændt på, hvem der køber lejlighed herude i en tidligere “hård ghetto”. Hvis ikke du bor her, så aner du jo ikke, hvor dejligt her er.

Rie forestiller sig, at de nye mennesker, der skal flytte ind i Gadehavegård skal kunne lide sammenhold og komme hinanden ved. Men de skal ikke føle sig tvunget til det for at føle sig velkomne. De skal også have lov til, at være dem selv. De skal ikke være med til, at lave mad og passe en køkkenhave, som man skal nogle steder.

– Hvis de vil deltage, så skal de deltage. Når man går på fortorvet forbi hinanden, så siger man lige Hej! Og hvis du virkelig er i nød, så kan du godt ringe på døren, selvom du ikke kender dem, der bor der.

Læs også interview med Anne Clementsen fra CFBU, der interviewede og talte med Rie og andre beboere i efteråret.