Blog

KRONIK: Mit barndomshjem i ghettoen er åbenbart ikke værdigt til at eksistere

I Danmark er hjemmet kun ukrænkeligt for de udvalgte, og mine forældre er ikke blandt dem, fordi de bor i en ghetto. Deres hjem skal rives ned, fordi politikerne ikke har overvejet, at deres ideologier rammer virkelige mennesker, skriver Andreas Gamél von Benzon i dette debatindlæg.
Jeg er 32 år og bor på Nørrebro i en andelslejlighed sammen med min kæreste og mine tvillingedrenge på knap to år. Jeg har to bachelorgrader og en kandidatgrad i statskundskab og arbejder med implementering af it-systemer i en kommune. Det er efter sigende ret godt gået for en type som mig.
Jeg er nemlig opvokset i en ghetto. Og en langt større andel af børn af ufaglærte forældre opnår kun en grundskoleuddannelse sammenlignet med børn af højtuddannede forældre ifølge VIVE. Studerende, der læser for eksempel statskundskab i København har statistisk set mellem 14 og 21 gange så stor sandsynlighed for at være akademikerbørn end børn af ufaglærte arbejdere. Det viste Jens-Peter Thomsen i sin ph.d.-afhandling fra 2008.
Med andre ord havde jeg statistikkerne for den tilværelse, jeg har opnået, ret meget imod mig. I ghettoerne er folk nemlig dårligt uddannede, arbejdsløse, kriminelle og udsatte.
Det har politikerne i hvert fald brugt meget af deres tid på at overbevise os om, og det er derfor, at et flertal i Folketinget i november 2018 vedtog den såkaldte Ghettoplan, der indeholder det meget omstridte initiativ, der gør, at en del af boligerne i de udsatte områder på ghettolisten nu skal rives ned. Det er for beboernes egen skyld. Nu skal samfundet nok tage sig af dem.

Der bor mennesker i ghettoen

Jeg har dog længe tænkt på, om politikerne, der vedtog denne ghettoplan, overhovedet har overvejet, at deres ideer og ideologier faktisk rammer virkelige mennesker. Mennesker af kød og blod, der også drømmer og sanser. Lad mig konkretisere, hvad jeg mener.

Mine forældre bor stadig i den samme lejlighed i den ghetto, som jeg voksede op i. De tog sig af mig i min barndom, vuggede mig, da jeg skreg af kolik, puttede mig, når jeg var træt efter dagpleje, læste godnathistorie for mig og kyssede mig på panden.

De er bedsteforældre til mine børn, svigerforældre til min kæreste og min mor og far. De betyder noget for det engang lille barn, der stadig som voksen har brug for og modtager deres omsorg og kærlighed. Mine børns første jul blev holdt i den lejlighed, der nu måske skal rives ned. De har aldrig bare været førtidspensionisten eller den ufaglærte arbejder, som politikerne ellers ynder at kalde dem for at have et påskud for at tale og handle hen over hovedet på dem.

Jeg benægter ikke, at der er problemer i de såkaldte ghettoer. Men jeg har umådeligt svært ved at se, hvorfor og hvordan nedrivningen af virkeligt eksisterende menneskers hjem skulle hjælpe på noget som helst.

For de problemer, der kan identificeres i ghettoerne, handler naturligvis om alt muligt andet end det hjem, man bor i. Arbejdsløshed, manglende sprogkundskaber, stofmisbrug, som igen handler om andet end stofferne osv.

Problemernes rødder er vidt forgrenede, men det handler ikke om folks hjem. I bedste fald er det en eklatant forveksling af sammenhæng og sammenfald at tro andet. I værste fald er det en kobling med decideret onde bagtanker.

For alle problemerne er kun den ene og mest omtalte side af ghettoerne. De er også beboet af mennesker som mine forældre. En far, der er træner for sin søns fodboldhold, en mor, der smører madpakkerne hver morgen, mennesker, der tager sig af deres nærmeste, så godt de kan. Mennesker fyldt med kærlighed og tvivl om deres formåen her i tilværelsen. Præcis som alle andre steder i Danmark.

Related Posts

You may like these post too

Vigtig information vedr. varme – TRYK HER

Du inviteres hermed til til Borgermøde om ny idræts- og bevægelsespolitiki Tåstrup.